Gl. Kjøgegaards historie: Emmy Hilleborg Carlsen
Emmy Carlsen var datter af minister Hans C. (1810-87) og komtesse Clara Sophie Krag-Juel-Vind-Frijs (1822-52), og senere godsejer og legatstifter. Hun var desuden niece til Marie Toft og Franziska Carlsen.
Da broderen Jens Christen døde i 1865, ændredes Emmy Carlsens livsbane totalt. Efter faderens død i 1887 måtte hun overtage driften af familiens besiddelser. Emmy Carlsens drift af Gammel Kjøgegaard var præget af to grundholdninger:
- Hun ønskede at bevare den idyl, hun havde kendt som barn, fri for den moderne civilisations larm og støj. Godset skulle heller ikke komme i berøring med det borgerlige livs prosaiske livsstil.
- Derudover skulle Godsets udbytte til stadighed tjene til nytte for det samfund, hun tilhørte.
Foto:TT MEDIA
Vellidt og kristent engagement
Det er blevet sagt om hende, at hun som godsbesidder var en ædel aristokrat, der i sin fremtoning var en levendegørelse af en slægts tradition.
Emmy Carlsen var meget vellidt på egnen, hvor hun gjorde, hvad hun kunne for at lindre nød og trang. Hendes kristne livsopfattelse medførte, at hun i perioden 1903-10 var et meget aktivt medlem af Køge menighedsråd.
Testamentet og Carlsen-Langes Legatstiftelse
Kort efter overtagelsen af godset oprettede Emmy Carlsen et testamente, der gjorde hendes fætter Frederik Lange til arving. Da hun også overlevede ham, traf hun i 1901 foranstaltninger til oprettelse af et legat, der skulle bære slægtens navn og have overdraget samtlige stamhusets besiddelser. I indledningen til testamentet skrev hun:
“Jeg ønsker herved at mindes min Fader og hans Slægt, der paa Mandssiden er uddød med ham.”
Emmy Carlsen døde i 1912, og dermed blev Carlsen-Langes Legatstiftelse en realitet.