Gl. Kjøgegaards historie: Ane Toft (f. Carlsen)
Historien om Grundtvigs gæve anden hustru, Ane Marie Elise Toft (1813-1854).
Ane Marie Elise Toft, født Carlsen, er datter af Christen Carlsen og Else Margrethe Nyhuus på Gammelkjøgegaard. Fra barnsben lærer hun at tage del i godsets daglige drift, såvel inde som ude og at kunne færdes lige vant i mark og skov som på de bonede gulve.
Gennem broderen Hans, møder Marie Harald Peter Nicolai Toft. Marie og Harald bliver viet den 9. juni 1840 i Køge Kirke.
Kort tid efter brylluppet erhverver Harald Toft godset Rønnebæksholm ved Næstved, hvor ægteparret efter ombygning af hovedbygningen flytter ind i foråret 1841.
Harald Tofts død og drift af godset
Men deres lykke varer kun kort, idet Harald Toft dør i november 1841 af en tuberkulose, som han har pådraget sig på en studierejse i Frankrig i 1837. Han bisættes fra Rønnebæk Kirke, hvorfra kisten bliver indsat i familien Carlsens Kapel i Sct. Nicolai Kirke i Køge. I 1855 blev den indsat i gravhvælvingen på Claras Kirkegaard.
Knap tre måneder efter sin mands død nedkommer Marie Toft den 17. februar 1842 med en datter, der ved dåben i Rønnebæk Kirke fåk navnet Haralda Judithe Johanne Margrethe Toft.
Efter sin mands død videreførte Marie med stor dygtighed driften af godset. Hun kerede sig oprigtigt for sine bønder og husmænds forhold. Hun afløste tidligt hoveriet, skænkede dem jagtret og var gavmild, når de overtog deres fæstegårde og husmandssteder til selveje.
Mødet og ægteskabet med Grundtvig
Marie Toft møder Grundtvig første gang i slutningen af 1845, og hun opsøger ham senere i København for en samtale om de gudelige forsamlinger.
I januar 1851 dør Grundtvigs første hustru Elisabeth Christina Margaretha, kaldet Lise. I de nærmeste kredse er man ikke i tvivl om, at der mellem Grundtvig og Marie Toft er knyttet nære og stærke følelser. Parret troloves i august og gifter sig i oktober samme år.
Foto:Portræt af Nikolaj Frederik Severin Grundtvig
Maries Tofts død og eftermæle
Den 15. maj 1854 nedkommer Marie med en sund og velskabt dreng, Frederik Lange Grundtvig, men der tilstøder smertefulde komplikationer, der fører til Maries død den 9. juli, i en alder af bare 40 år.
Marie Tofts forståelse og medleven i sine bønders og husmænds forhold kom stærkt til udtryk, da de efter hendes død rejste en bautasten til hendes ære.
I digtet "Til min Asta", mindes Grundtvig sine tre hustruer, og skriver således om Marie Toft:
"Moderlig var min anden Viv, Funklende som Ædelstenen, Det var et boldt romantisk Liv, Artemis spandt paa Guldtenen, I hendes Skiød et Barn paany Sang jeg og græd i høien Sky!"